Madkampen fortsætter

Vi vil benytte lejligheden til at sige tak til de københavnske politikere for, at de har fastholdt et kvalitativt godt tilbud til børnene, på trods af krise og dårlig økonomi. Også et stort tak til vores samarbejdspartnere i Børne- og Ungdomsforvaltningen og til de mange københavnske daginstitutioner for, at de blev ved med at tro på børnemaden og ikke gav op undervejs.

Ser man ud over landet, er det tydeligt, hvad der har bestemt forældrenes valg. Der er ganske enkelt blevet sagt nej tak til kommunernes madordninger, hvis de har været for dårlige.

For Københavns Madhus har 2010 været en slags afgørelsens time. Husets første leveår har stået i skolemaden og børnemadens tegn, og vi har været ansvarlige for at udvikle og implementere kvalificerede madtilbud i såvel skoler som daginstitutionerne. I 2010 har begge områder stået over for deres afgørende prøve i forhold til, om maden fik de københavnske borgeres opbakning eller ej. Børnemadens skæbne skulle som bekendt afgøres via et forældrevalg i den enkelte institution. Det store ja til børnemaden er et fantastisk resultat, som vi både er lettede og glade over.

Fra første færd har især pressen været ved at lægge børnemaden i en kollektiv grav - hvorimod forældrenes madpakker blev kåret som valgets vinder, længe inden valgresultatet var gjort op. Vi har været oppe mod at skulle forhindre at selvopfyldende profetier gik i opfyldelse. Vores analyser har vist, at forældrene gerne ville de fælles måltider, hvis de fælles måltider vel at mærke var bedre end madpakkerne. Når man analyserer resultaterne af madvalget, er det tydeligt, at det ikke er madpakkerne forældrene siger ja tak til. Det er dårlige kommunale madordninger, de frabeder sig.

Der vil være behov for, at Københavns Madhus sammen med vores mange samarbejdspartnere påvirker historiefortællingen på baggrund af de landsdækkende til- og fravalg af fælles madordninger.

FOA har netop offentliggjort en undersøgelse af madvalget, og denne undersøgelse er et vigtigt bidrag hertil. Her kan københavnertendensen ses på landsplan: egne produktionskøkkener og køkkenfagligt personale tæller højt, pædagogernes opbakning er vigtig, vuggestuebørnene kommer først, dårlige kommunale løsninger fravælges, og det er ikke prisen, der afskrækker forældrene. Læs FOA's undersøgelse her

København er ikke alene. En række andre kommuner har også prioriteret børnemad, og i Albertslund, Frederiksberg, Vejle, Herlev, Gladsaxe, Lemvig, Fredensborg, Roskilde, Gentofte, Århus m.fl. har forældrene sagt ja til de fælles måltider.

Det tyder ikke på, at det er idéen med børnemadsloven, der er gal. Det er udmøntningen af loven i kommunerne, der halter. I de kommuner, hvor politikerne er hoppet over, hvor gærdet er lavest, har forældrene sagt nej tak til maden. Måske burde der i loven have været klare retningslinjer for, hvad der var meningen. Det var vel ikke meningen, at mors og fars madpakker skulle udskiftes med kommunale madpakker, men derimod med rigtige måltider og dejlig mad. Der bør stilles kvalitative krav til kommunerne, hvis de skal have en andel af tilskuddet fra staten.

Økonomien i børnemaden er typisk tredelt: forældrene betaler for selve maden (både løn og råvarer), staten betaler for fripladser og søskenderabatter, og kommunerne investerer i køkkenanlæg og udstyr, og bl.a. i København også i at sikre tilbud om mellemmåltider og mælk.

Vi glæder os til 2011, hvor vi håber, der bliver mindre "kamp" og mere plads til skaberevnerne. Det skal ske i gryderne såvel som i hovederne - og med udgangspunkt i børnene og det, de har brug for.

Læs om resultaterne af madvalget på landsplan og i Københavns Kommune her

Til top