Formelle krav, love og regler
I forbindelse med folketingsbeslutningen om
forplejning til børn i alle 0-6 års daginstitutioner vedtog
Københavns Kommune en madordning, som indebærer, at man i størst
mulig grad skal servere mad, som er produceret lokalt i den enkelte
daginstitution.
For at dette kan lade sig gøre er Københavns Kommune nu i gang
med at renovere og opgradere køkkenfaciliteterne, så det bliver
muligt for institutionerne i praksis at egenproducere mad til byens
børn.
Når der skal etableres og indrettes køkken i daginstitutioner,
er der en række ting, det er vigtigt at tage højde for.
Det gælder bl.a.:
- Bygningsregler,
- miljø,
- arbejdsmiljø
- indeklima
- hygiejne
Køkkenet som arbejdsplads
Køkkenet skal først og fremmest være en fornuftig arbejdsplads for
køkkenmedarbejderen, så han/hun kan tilberede mad til
institutionens børn. Køkkenet er på mange måder institutionens
hjerte og et sted, som børn og medarbejdere i institutionen færdes
i og omkring i løbet af dagen. Det er derfor vigtigt, at køkkenet
er placeret synligt og centralt i institutionen.
Når institutionen er større end 10 grupper, vil køkkenet komme
op i en størrelse hvor det ikke længere er muligt at involvere
børnene i produktionen af den daglige mad. I så store institutioner
er det hensigtsmæssigt at etablere pædagogiske køkkener i
fællesrummene, der vil kunne fungere som bageværksteder, eller til
at snitte grøntsager og lignende sammen med børnene.
Krav fra myndighederne til køkkenerne
Alle byggerier skal overholde de til enhver tid gældende love i
seneste opdatering, herunder Eu-direktiver, byggeloven,
bygningsreglementet og diverse forpligtende tekniske
forskrifter.
Derudover skal de tage hensyn til en række særlige bestemmelser,
(i kommuneplaner og lokalplaner), og regler for byggeri i
Københavns Kommune.
Køkkenets placering
Køkkenet skal være placeret på en sådan måde, at det er
tilgængeligt for de forskellige grupper inde fra huset og
leverandører udefra. Det skal tilstræbes at varelevering ikke sker
gennem rum der er tiltænkt færden af børn, men derimod via en
direkte adgang til køkken eller depot. Køkkenet skal derudover nemt
og uden besvær og på en praktisk og hygiejnisk måde kunne
bortskaffe det affald, køkkenet producerer. Eventuel åbning til
affaldsskakt må ikke placeres i køkkenet eller depotrummet.
Krav, love og regler
I dette dokument kan du læse om alle de generelle krav, love og
regler der er for etablering af køkkener i daginstitutioner i
Københavns Kommune, fx med hensyn til krav til konstruktioner og
materialer, el- og vvs-installationer, ventilation og køkken
inventar og -udstyr.