Jeg tog en tur til den integrerede institution 7-springeren på Kappelvej på Nørrebro. Her mødte jeg Else Pedersen, som på 15. år laver mad til 66 børn hver dag. Det blev til en snak om mad, forældrebestyrelser og politikere.
En gammel ræv med øjne over det hele
Af Lars Bjerregaard
Det første man ser, når man træder ind i 7-springeren, er Elses
køkken. Det er nu ikke nogen overraskelse, da man kan dufte maden
helt ude på Nørrebrogade. Elses hvide hår matcher hendes hvid
kittel, og hun styrer køkkenet med fast og kærlig hånd. Hun ligner
bestemt ikke én, der går på pension næste år, men det gør
hun.
"Ida Davidsen kan godt gå hjem og læg' sig…" siger Else i det hun
beskriver, hvordan hun om morgenen smører 100 stykker smørrebrød
til udflytterdelens turmadpakker. Når det er overstået, bliver der
slået brød op til dagen. I dag er det et dejligt speltbrød, og
derefter bliver der lavet rugbrødsdej, som bliver sat i køleskabet,
så det er klar til i morgen.
Fart på
Else taler meget. Beskriver hvad hun gør, hvornår og hvilke tanker
der ligger bag maden. Jeg prøver at følge med og skrive ned, og
samtidig prøver jeg at undgå at gå i vejen, men det er svært, for
der er fart på. Jeg spørger hende, hvad hun tænker tilbage på efter
alle disse år med mad til børn? Hun tænker lidt over svaret, mens
hun hiver det nybagte brød ud af ovnen og sætter fire store
bradepander med rodfrugter og andre grøntsager i ovnen.
"Jeg synes, at den mission, jeg har haft oppe i hovedet, er
lykkedes", svarer hun. "Og jeg tænker tilbage på de her 15 år med
stor glæde. Alle de børn og alle de praktikanter og alt muligt, der
har været igennem det her køkken, det er fantastisk!", siger Else
og smiler.
Så bliver der rørt fiskefars til dellerne, skrællet rodfrugter og
ordnet grøntsager. Derefter laves paprikasovsen til dellerne og
grøntsagerne. Der er styr på det hele i Elses køkken. Hun er med
hendes egne ord en "gammel ræv med øjne over det hele". Intet er
overladt til tilfældighederne. 15 år i det samme køkken gør, at man
skal stå tidligt op for at overraske Else.
Else skal på valg
Men nu kan selv erfarne madmødre som Else alligevel risikere at
blive overraskede. I følge den nye lovgivning om børnemaden i
daginstitutionerne, er det nu op til de enkelte forældrebestyrelser
at afgøre, om den pågældende institution skal have fælles måltider
eller madpakker. Beslutningen bliver truffet for en 2-årig periode,
og derfor er institutionernes madmødre og fædre reelt på valg hvert
andet år.
"Jeg håber, at forældrene vil være positive over for maden og
lade dem, der gerne vil lave maden komme til.", siger Else. På
kontoret giver leder Lonnie Florang, Else ret.
"Forældrebestyrelserne har stor magt. Godt nok er jeg ikke nervøs
for Else, da alle forældrene og børnene er lykkelige for hende. Men
man kunne da sagtens forestille sig en anden situation i en anden
institution, med en køkkendame, der ikke er så robust. Det er ikke
heldigt."
Udover den ansattes usikre situation, så er der også andre
aspekter, der skal tages i betragtning omkring madmors rolle i
institutionen, siger Lonnie: "Man skal jo heller ikke glemme,
at institutionerne har brugt rigtigt mange ressourcer på at
køre den nye madmor eller madfar ind. På egenkontrol, indkøb,
madplaner, børneernæring, økologi og økonomi. Ressourcer som
institutionen ikke umiddelbart har til rådighed."
Et godt råd
I 7-springeren er ugen delt op over en grøddag, en suppedag, en
rugbrødsdag, en køddag og en fiskedag. Det dufter herligt og
smager, ifølge børnene, lige så herligt. Og står det til Else
bliver det ved med at være på den måde, også selvom hun går på
pension næste år. "Jeg gør jo det her, fordi det er sjovt, og jeg
vil rigtigt gerne, at der bliver ved med at være mad her."
På kontoret supplerer Lonnie, Else:
"Maden fylder jo rigtigt meget her hos os, og ikke bare Else, men
også det pædagogiske personale har gjort rigtigt meget for, at det
skal fungere. Her er ingen, der har sin egen madpakke med, alle
sidder ned og spiser med, og alle spiser det samme, sådan skal det
også være fremover."
Til de unge mennesker, der skal overtage tjansen med børnemaden
efter Else, har hun følgende gode råd: "Tag det stille og roligt og
start i det små. Planlæg grundigt og slå ikke større brød op, end
du kan bage. Inddrag så vidt det er muligt børnene i køkkenet og i
madlavningen." Og til politikerne har Else også følgende lille
opsang:
"Jeg håber, at de vil det her! Har vi brugt så mange ressourcer og
penge på noget, der bare skal falde til jorden og spares væk? Det
håber jeg ikke, for det er børnenes fremtid, det her handler
om."
Så fik de lige den at tænke over på Københavns Rådhus.