Det er umuligt at banke prestige ind i køkkenfaget, hvis man bliver ved med at hænge fast i dårlig løn og blege titler som køkkenassistent eller madmor. Det mener Emilie Oksholt, i hvert fald. Den 27-årige bachelor i kunsthistorie har markante holdninger til sin profession og en profil, man ikke normalt forbinder med et køkkenjob i en børnehave, men det er der ingen i Børnehaven i Kongens Have, der er kede af.
Kald mig ikke madmor!
Af Lars Bjerregaard
I den gamle overgartnerbolig i Kongens Have ligger en børnehave.
Med udsigt til spirene på Rosenborg og med figen- og kvædetræer i
haven ligger den gemt inde i et idyllisk hjørne af den gamle have.
I disse dejlige omgivelser har ca. 40 børn deres daglige
gang.
I køkkenet har Emilie Oksholt travlt. Det lille køkken er skueplads
for et herligt leben. Ud over køkken fungerer det lille lokale også
som gennemgang fra entréen til værkstedet, hvor nogle af børnene
sidder og klippe-klistrer. Hver gang nye børn går igennem køkkenet,
bliver der spurgt: "Hva' ska' vi ha'?", inden de smutter videre ind
på værkstedet eller ud på legepladsen. I dag står den på
fiskepakker med torsk og ovnkartofler.
Børnekok?
Emilie er ikke det man umiddelbart vil forbinde med en madmor i en
børnehave. Hun er 27 år, bachelor i kunsthistorie og ivrig
fritidsblogger på sin egen og søsterens madblog
minigourmeten.dk. Og hun reagerer da heller ikke videre venligt på
titlen "madmor". "Det er simpelthen for usexet, når man er 27… I
det hele taget ligger der stor signalværdi i, hvad vi kalder os,"
siger hun og ser oprigtigt irriteret ud.
Titler som køkkenassistent eller madmor bibringer ikke et fag, der
i forvejen ligger lavt på prestigebarometeret, noget som helst,
mener Emilie. "Det er nok fordi, at jeg er sådan en forkælet
møgunge fra universitetet, hvor man går op i det med titler," siger
Emilie med et smil, inden hun fortsætter, "men man må kunne finde
på noget andet, madjonglør eller børnekok. Næsten hvad som
helst…"
Emilie er ud af en madglad og madbevidst familie. I sin
opvækst stod den ikke på Macdonalds-besøg, men på hjemmelavet mad.
Senere i livet, på Testrup Højskole, rendte hun ind i Carsten
Lunding fra Smagsdommerne, der underviste på stedet. Hans tilgang
til mad og smag gav hende mod på mere. Det blev i første omgang til
folkekøkken på Nørrebro, inden hun kastede sig over universitetet,
"Det skyldtes vel, at når man har hovedet til det, så synes man
også, at man skal på universitetet," siger Emilie om grunden til,
at hun startede på kunststudierne.
Struktur i køkkenet
Universitetsopholdet blev, med Emilies egne ord, aldrig den store
succes, men det kastede da en bachelorgrad af sig."Jeg elsker den
struktur, der er i køkkenarbejdet. Det er helt anderledes end
universitetet, så jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle tilbage
til universitetet igen. Ikke desto mindre stod jeg få måneder efter
derude igen og havde indskrevet mig på en kandidatuddannelse. Det
gik slet ikke…". Og derfor står hun nu i køkkenet i Kongens Have,
hvor hun trives. "Det er et skønt sted, hvor jeg med det samme var
en integreret del af personalet på lige fod med alle andre."
Emilie er ansat 25 timer om ugen. Et timetal der langt fra stemmer
overens med hendes ambitioner og den meget høje overligger, hun har
sat for maden i børnehaven. "Der er meget jeg godt kunne tænke mig
at tage fat på, men som simpelthen ikke er muligt på 25 timer."
Emilie sætter fem glas med hjemmesyltede rødbeder i
køleskabet. "For eksempel kunne jeg godt have tænkt mig at sylte
nogle
af de kvæder i dag, som ligger ude i haven, men det kan jeg nok
ikke rigtigt nå."
Børnene skal udfordres, mener Emilie, og derfor kan frokosten
sagtens byde på for eksempel muslinger. "Jeg er jo nok ikke den,
der gentager flest retter, og det er da nok noget, jeg skal være
lidt bedre til. Børn har jo også brug genkendeligheden.
Men det er da sjovt at stå herude i køkkenet sammen med ungerne og
kigge på muslingerne, der bevæger sig i nede vasken." Bedst som vi
taler, kommer Lucas ud i køkkenet. Lucas er fire år gammel og
åbenbart køkkenskriver nummer 1. Han bliver sat i gang med at skære
kartofler i både.
Opbakning
Mens Emilie og Lucas skærer kartofler ud, kaster jeg mig over
gulerødderne. Vi taler videre om, hvad der skal til for at gøre
disse køkkenstillinger mere attraktive.
"En højere løn ville være en start. Hvorfor skal vi, med det ansvar
vi har for budget og ernæring, plus den pædagogiske del i at have
børnene med til madlavningen, tjene det samme som en
pædagogmedhjælper?" Pludselig har Lucas skåret sig, og Emilie og
han drøner ud på badeværelset for at finde et plaster. Der er
hverken skrig eller skrål, Lucas tager det i stiv arm.
Tilbage i køkkenet fortsætter Emilie, hvor hun slap. "I det mindste
kræver det opbakning, først og fremmest fra politikerne. Det
kræver, at de tør stå fast, også over for forældrene, som hurtigt
kan blive bange for hele verden. Jeg kan godt forstå, at forældre i
Århus var kede af den madordning, de stod med, men her i København
gik det jo fint, indtil politikerne gav slip."
Emilie har fået talt sig varm. "Det er jo et kæmpe problem, at folk
ikke ved en skid om mad, og det er et kæmpe problem, at flere børn
end nogensinde før er overvægtige, hvordan forestiller man sig, at
det skal blive bedre, når man ikke tør bakke op om den gode mad.
Der skal bakkes op med både oplysning til befolkningen og
videreuddannelse til køkkenpersonalet. Og så naturligvis
penge."
Uddannelse venter også for Emilie. I første omgang hedder det
seminariet, hvor hjemkundskab godt kunne blive et af fagene. "Jeg
tror sgu aldrig, at jeg slipper børnemaden helt", siger Emilie. Det
kan børnene jo så være glade for.
Kartoflerne og gulerødderne er skåret, og Emilie skal i gang med
fiskepakkerne. Jeg smutter, for det er alt for nemt at gå i vejen i
det lille, hyggelige køkken i Kongens Have.