I Børnehuset Rudolf hersker der en speciel ånd omkring maden, der har en naturlig plads i hverdagen og gerne må fylde meget. I køkkenet oppe under tagspærrene huserer Hanne Davidsen, Rudolfs madmor. Hanne er meget mere end "bare" en madmor. Hun er en vigtig del af huset, for børn, kollegaer og forældre, én man passer godt på. Specielt nu, hvor forældrebestyrelser i hele landet skal tage stilling til madens og madmorens fremtid.
Ånden i huset
Af Lars Bjerregaard
Tivoli og Glyptoteket er to adresser de fleste ikke vil forbinde
med en daginstitution. Men ikke desto mindre ligger Børnehuset
Rudolf klemt inde mellem disse to ærke-Københavnske
kulturinstitutioner. Den integrerede institution har til huse i en
af de gamle bygninger, der engang udgjorde Rudolf Berghs Hospital,
en klinik for hud- og kønssygdomme.
Under loftet
Det var dengang. Nu er der liv og glade dage i den gamle bygning,
hvor der er lyst og højt til loftet. Øverst oppe, under
tagspærrene, holder Hanne Davidsen til i det hyggelige køkken. Den
formiddag, hvor jeg er på besøg, står kollegaer rundt omkring og
spiser en ostemad på Hannes nybagte brød. Køkkenassistenten Gai,
som kommer fra Thailand, lægger viskestykker sammen, og der er i
det hele taget en hyggelig og afslappet stemning.
Ikke flere flæskestege
"Der er en speciel ånd i huset omkring maden," siger Hanne over en
kop kaffe, mens hun tænker over, hvordan hun skal forklare den.
"Det er som om, at maden - "det er bare noget vi gør". Hele huset
er indstillet på, at maden fylder meget og spiller en vigtig
rolle." I gryden i køkkenet under taget bobler en skøn italiensk
vegetargryde, en af børnenes favoritter betror Hanne mig. I det
hele taget er Hannes mad domineret af mange, friske
grøntsager.
Hun fortæller, at hun, før hun blev ansat i Rudolf, lavede mad på
et behandlingshjem for grønlændere i Danmark, og at hun syntes, at
hun havde stegt de flæskestege og frikadeller hun skulle. Dette gav
hende lyst til at lave mad til en anden målgruppe. "Når man selv
får børn, så får man også et andet syn på mad, eller jeg gjorde i
hvert fald," uddyber Hanne.
Hanne er fra landet, fra Falster. Der voksede hun op i et hjem,
hvor maden også fyldte meget. Det hun fik med derfra, prøver hun nu
at give videre. Ikke blot til hendes egen datter, som selv er
blevet meget madinteresseret, men også til børnene i Rudolf.
Et kendt ansigt
At Hanne er et kendt ansigt i Rudolf, er man ikke i tvivl om. I
mens hun viser mig rundt i bygningen, kommer børn rendende til og
fra og siger "Hej Hanne!", og pædagogerne spørger, hvad der er på
menuen. Hun indgår på lige fod med resten af personalet, og er
derfor ligeså vigtig som det pædagogiske personale.
Medlem af forældrebestyrelsen i Rudolf, Abi van der Werf,
bekræfter dette. "Hanne er meget mere end en madmor, hun er slet
ikke sådan én, der bare passer sig selv i køkkenet."
Abi er, som så mange andre frustreret over, at
forældrebestyrelserne skal bestemme om maden og køkkenmedarbejderen
skal være en del af institutionens hverdag, hver andet år. "Det er
ikke rimeligt at forældrebestyrelserne skal kunne skalte og valte
med en anden persons tilværelse. Man burde kunne træffe valget én
gang for alle, og så ikke beskæftige sig mere med det."
Abi er ikke i tvivl om, hvorfor Hanne er så vigtig en del af ånden
i Rudolf. "Altså, udover, at det selvfølgeligt er dejligt at slippe
for at skulle smøre madpakker, og at man højst sandsynligt heller
ikke kan lave en økologisk frokost billigere end Hanne, så er maden
dejlig og kreativiteten høj. Mine børn spiser meget mere varieret i
Rudolf, end de gør derhjemme," siger Abi van der Werf.
Ro til maden
Hannes position er ikke truet i Rudolf. Her er maden jo "bare
noget de gør", og Hannes indstilling til det valg som
forældrebestyrelserne står overfor, er meget lig Abis. "Vi ved jo
alle, at det her med hjemmelavet mad i institutionerne er en god
idé, så lad nu være med at jokke mere rundt i det!" Med andre ord,
lad Hanne og hendes kollegaer få ro til maden.
Og så ikke et ord mere om politik. Tilbage til maden, som har en
lys fremtid i Rudolf. Ifølge Hanne skal hun bare passe på én ting.
"Jeg syntes, at vi har et højt niveau. Jeg skal bare sørge for at
følge med tiden, så børnene stadig kommer op og siger tak for mad.
Det er jo derfor, jeg gør det her", siger Hanne med et smil. "Når
der kommer sådan en flok børn op i køkkenet og siger tak for mad,
er det det hele værd. Så bliver jeg glad."
Efter at have smagt Hannes italienske vegetargryde, kan jeg med
sikkerhed sige, at det ikke kun er Hanne, der er glad. Det er de
børn, der hver dag spiser Hannes mad, også.
Download artiklen her
(pdf)