Kastelsgården er en stor integreret institution på det pæne Østerbro, hvor 120 børn og 30 ansatte har glæde af en markant madprofil. Dette skyldes først og fremmest et godt samarbejde mellem køkken, ledelse og pædagogisk personale. Jeg besøgte dem en dejlig sensommerdag i slutningen af september for at se nærmere på trekløveret.
Trekløveret på Kastelsgården
Af Lars Bjerregaard
Børnene myldrer ind og ud mellem hinanden i området, der
omkranser Kastelsgården. Legen er i fuld gang, under kyndig
overvågning af en håndfuld voksne. Der er nok at holde øje med.
Indenfor er lokaliteterne ligeså flotte som udenfor.
Lyse nybyggede lokaler og højt til
loftet.
I køkkenet står Pia Ramsøe og hendes medhjælper Signe. De har
travlt, og Pia står bøjet over gryderne, der dufter skønt af spinat
og muskatnød. På bordet ved siden af komfuret står to store skåle
med kogte kartofler klar til at blive skåret ud i mindre stykker.
Signe står på den anden side og laver råkostsalat. "Fisk
Florentiner" med råkostsalat er på frokostmenuen, i eftermiddag
står den på
koldskål.
Den gode historie
Pia har lavet mad til børn i ti år. Det var egentligt ikke
meningen, at hun skulle det, men nu blev det sådan, og hun nyder
det. "Jeg vil ikke lave andet nu, men selvfølgeligt hjælper det
også at være et sted, hvor alle forbinder maden med noget
positivt," fortæller hun, mens hun lægger de skårne kartofler op i
ti fade. Generelt synes hun, at der har været for meget fokus på de
dårlige madordninger, og det
har gået hende på."Man læser jo kun om de steder, der går skidt,
og så står man her og tænker, at her går det altså godt. Hvorfor
fortæller de ikke den historie?" Hun lægger rødspættefileter over
kartoflerne og overhælder det hele med spinatblandingen fra de
store gryder.
Længere nede af gangen sidder Jon Fogt på sit kontor. Jon er
leder af hele institutionen, det har han været i over ti år. Når
man taler med Jon forstår man pludseligt, hvorfor maden er så
selvfølgelig og positiv en del af Kastelsgårdens hverdag. "Da jeg
startede her i '99 var det første jeg gjorde at smide margarine og
Kærgården og alt det dér ud af køleskabene og direkte i
skraldespanden. Det var
der så nogen, der syntes var strengt, men det var vigtigt for
mig."
En social begivenhed
"Maden i institutionen og måltidet i sig selv er så kompleks en
sag, at man er nødt til at tage det meget seriøst. Det er en social
begivenhed, der indeholder pædagogik, psykologi, samvær, motorik og
en masse andre aspekter," siger Jon, som ikke lægger skjul på, at
hans egne markante holdninger til maden gerne må smitte af på hans
medarbejdere. "Jeg prioriterer maden højt og overdriver gerne
for at understrege det", siger han med et glimt i øjet.
Ude på gangen igen og ned ad trappen, dér ligger børnehaven. Inde
på en af stuerne sidder Nana Hansen med en flok unger. Nana er
afdelingsleder i børnehaven og har været med fra starten, da
børnehaven introducerede madordningen i februar. "Jeg kan huske den
første dag med madordningen. Pia kunne have serveret frikadeller
eller noget andet "sikkert", men det gjorde hun ikke. Vi fik
serveret tomat og majssuppe. Og det blev straks alle børnenes
livret…"
Læreplan for maden
Selvfølgelig var der en overgangsperiode, hvor alle skulle vænne
sig til den nye madordning, men selv de børn, der havde været vant
til madpakke, vænnede sig hurtigt til det nye. Og blandt personalet
fandt man også hurtigt ud af, at den nye ordning havde sine
fordele. "Før i tiden var der utroligt meget fokus på maden fra
forældrenes side. De ville hele tiden vide, hvor meget deres barn
nu havde spist,
om vi ikke kunne prøve at få barnet til at spise det og det. Sådan
er det slet ikke mere. Nu er forældrene langt mere afslappede
omkring maden og sikre på, at deres børn får nok at spise. Og at
det er god mad", siger Nana.
Nana fortæller mig, at maden nu har så vigtig en plads i
institutionens hverdag, at det pædagogiske personale og Jon skal
have lavet en læreplan, der udelukkende har fokus på maden. "Så er
der enighed om, hvordan man kører maden, og om hvordan vi bruger
hinandens erfaringer bedst", siger Nana.
Mors mad
Tilbage i køkkenet fortæller Pia mig med et grin, at ét af børnene
en dag sagde til hende, at hun var så glad for at få mad her, da
hendes egen mor ikke kunne lave mad. "Men jeg har også en ret god
samling af opskrifter. Og dem må forældrene gerne låne af," siger
Pia.
I slutningen af november tager Pia sin chef Jon med på bagekursus
i Københavns Madhus. Ikke fordi Jon skal til at bage brød og kage
til børnene, det klarer Pia så udmærket selv, men fordi han synes,
at det er vigtigt, at signalere, at maden fylder ligeså meget som
det pædagogiske arbejde, eller som gårdmandens arbejde for den sags
skyld. "Det er også et signal til Pia om, at jeg interesser mig for
det, hun laver, og at hun får styrket sine kompetencer."