Den Gule Prik på Nørrebro er uden tvivl den vuggestue i København, der kan prale af den smukkeste udsigt. På hjørnet af Baggesensgade og Peblinge Doseringen har den frit udsyn ud over Peblinge sø. Alene udsigten gør institutionen et besøg værd, men der er mere at komme efter. I Den Gule Prik ligger magten nemlig i køkkenet, og det er både gammeldags og nyt på én gang.
Al magt til køkkenet!
Af Lars Bjerregaard
I foråret tog vuggestuens leder Birgitta Carlsen og hendes
medarbejdere konsekvensen af endnu et nedskæringskrav og flyttede
ledelsen ud i køkkenet. Havde man ikke gjort dette, havde det
betydet nedskæringer på pædagogikken. "Det er jo ikke alle steder,
man kan gøre det her, men vi er et lille sted," siger Birgitta og
smiler, "og så stod vi jo i foråret og kunne se, at vi igen stod
over for nye nedskæringer og en ny situation, der krævede en
alvorlig beslutning." Birgitta rører i gryden med suppen. "Jeg skal
lige lære linserne at kende, det er ikke noget, jeg rigtigt har
brugt før." Det ser nu ud til at gå meget godt, i hvert fald dufter
det skønt. Børnene skal have en grøntsagssuppe med revet glaskål og
ristet "rugbrøds-fnuller" på toppen. Udover linser er der et væld
af grøntsager i suppen, blandt andet hokaido, majroer og løg. Den
krydres med tamari.
Et stort skridt
At henlægge ledelsen til køkkenet er et stort skridt og meget
usædvanligt. Men hårde tider, kræver drastiske beslutninger.
Birgitta uddyber, "Vi satte os ned og spurgte os selv: Hvad kan vi
som minimum tillade os, hvis vi fortsat skal være et hus med
menneskelighed og faglighed? Og så blev det altså sådan her…"
Kontoret som arbejdsstation er nedlagt, ledelsen sker fra køkkenet.
Ændringerne er kommet for at blive, og ifølge Birgitta føles det
helt rigtigt, for som hun siger, "ledelse handler jo ikke om at
sidde på et kontor, men om at være til stede".
Men kan man så være til stede som leder, når man står i køkkenet?
Birgitta tænker sig ikke ret længe om, før hun svarer,
"udfordringen var jo at få det helt skarpt formuleret, at det her
kan vi godt. At denne konstruktion er god for os. Pædagogikken her
i Den Gule Prik har jo altid taget sit udspring i køkkenet, men nu
er der sgu lige pludseligt hold i det, for nu gør ledelsen det
også!". Birgitta bruger pt. 4 dage om ugen i køkkenet, den sidste
dag er hun mere "normal" leder.
Paladsrevolution
Den 1. november er det 15 år siden, at Birgitta tiltrådte som
leder af Den Gule Prik. Hun lagde ud med en stille paladsrevolution
og gjorde op med tanken om kollektiv ledelse. Strukturen er stadig
meget flad i vuggestuen, men Birgitta er lederen, selv om hun står
meget af tiden i køkkenet. Men det gjorde hun nu også før i tiden,
da de havde køkkenpersonale ansat.
Ind i mellem kommer børnene ud på mere eller mindre sikre ben og
står i køkkendøren. Nysgerrige efter at se hvad de skal spise i
dag, men måske mere fordi de ved, at der kan falde en bid rugbrød
af. De bliver ikke skuffede. De får en bid af det gode rugbrød og
futter videre.
Birgitta snakker løs om mad og ledelse, nogle gange tager den ene
tanke den anden, man fornemmer, hvor vigtige emnerne er for hende.
Det er ikke så sært, da hun er barn af en restauratørfamilie. "Man
skal jo kunne ernære sin flok…" siger hun med et glimt i øjet. "Og
hvis man ser historisk på det, så har magten i hjemmene og i mange
kulturer jo altid ligget i køkkenet. Det gør den så også her
i
Den Gule Prik."
Fællesskabs-shoppere
Hun erkender, at maden traditionelt set ikke har spillet den store
rolle i institutionerne. "Det har længe været sådan i
institutionerne, at maden - det er ikke noget vi tager ansvar for.
Det hænger selvfølgeligt sammen med, at der har været en husmoder
derhjemme, der har stået for den. Men hun er altså ikke til stede
længere og har ikke været det meget længe, så fællesskabet omkring
maden må vi i institutionerne stå for."
Netop fællesskabstanken fylder meget hos Birgitta. "Det er som om,
at den nye generation af forældre har den indstilling, at
fællesskabet er noget, man kan shoppe rundt i. Vi tager den del,
der passer os…", siger Birgitta og uddyber, at hendes mad skal
forberede børnene på det "hele" fællesskab."Lige meget hvad
præferencerne er, lige meget hvad børnene kan tåle, lige meget
hvilke mere eller mindre kostreligiøse hensyn der er, så
efterkommer vi det. Her er der plads til alle, nogle gange må man
indordne sig, andre gange ikke. Maden er til for børnenes skyld,
ikke omvendt. Det er vi os bevidst, selvom maden fylder meget her
og altid har gjort det."
Besøget slutter med en rundtur i den gamle herskabslejlighed, der
nu danner rammerne for vuggestuen. Ud mod Peblingesøen er der for
mange år siden bygget en pavillon med panoramavinduer. Her sover
børnene til middag hver dag. Det er nok ikke det værste sted at få
en lur, efter en stor portion af Birgittas mad, tænker jeg, i mens
jeg siger farvel og lukker den tunge træport efter mig.