Foto: Børn der hjælper hinanden ved
måltidet i Ungdomsgårdens Vuggestue
M-husets vuggestue, Idrætsvuggestue, normeret til 48 børn
I M-husets vuggestue arbejder vi med Lise Ahlmans pædagogik i
forhold til måltiderne. Vi har udviklet en række konkrete dogmer
ift mad og børn. Det betyder bl.a., at børnene selv er med i alle
processer der vedrører måltidet. Målet er at give børnene
kompetencer og selvtillid ved hjælp at selvhjulpenhed og
succesoplevelser.
For os er det er vigtigt, at vi som pædagogisk personale
forstår og accepterer at det IKKE er den enkelte medarbejders
private praksis, der arbejdes efter, men at vi arbejder ud
fra en fælles forståelse af den pædagogiske praksis omkring
måltidet.
Hos os opfattes et barn, der leger med maden, ikke som uartigt,
men som et barn der sanser.
For at stimulere børnenes sanser, bruger vi ofte madvarer til
sanselege. Fx opfordrer vi en gruppe børn til at røre og føle på
forskellige tørrede bønner og linser i en stor balje, eller lege
med majsmel-klister og kartoffelmels-slim. På den måde stimuleres
børnenes følesans.
M-husets dogmeregler for det pædagogiske
måltid:
- at barnet, såvidt det er muligt, selv bestemmer hvor det vil
sidde (her kan selvfølgelig opstå pædagogiske opgaver så som, at
der ikke er flere pladser ved præcist det valgte bord - at et barn
siger fra overfor et andet barn - at de ældste skal sidde på
en bænk, da de mindste måske er for små osv.)
- at børnene på skift og efter interesse er aktive omkring at
hente madvognen i køkkenet
- at barnet motiveres og støttes aktivt i selv at forsyne sig med
service fra madvognen.
- at børnene suverænt selv bestemmer, hvad de vil have på
tallerkenen
- at det er synligt på bordet for børnene, hvad der er til
rådighed af mad
- at børnene selv hælder/øser op, de yngste med hjælp efter
behov
- at de ikke SKAL smage på den mad de har på tallerkenen, selvom
de selv har valgt den.
- at de skal støttes i at smøre selv, såfremt de ønsker det, men
det skal ikke være et krav
- at de selv bestemmer, hvornår de er mætte
- at de må forlade bordet, når de er færdige med at spise - og at
vi voksne sikrer fortsat "madro" for de spisende børn.
- at det er ok at spise mere pålæg end rugbrød og mere kød end
kartofler (dog ud fra en vurdering af hvad der er til rådighed,
således at alle kan få et varieret udbud uanset om de spiser
hurtigt eller langsomt)
- at det ikke er "uartigt" at dyppe sin hånd i vandglasset og
føle på vandet
- at det ikke er "uartigt" forsøgsvis at drikke vand med en
gaffel/ske
- at det ikke er "uartigt" at putte sit rugbrød ned i vandglasset
og opleve at rugbrødet skifter konsistens
- at børnene selv lægger deres hagesmæk til vask, og at de selv
skraber håndterbare madrester (dog ikke fx suppe) i
skraldespanden.
- at vi voksne er gode rollemodeller - ved at spise med,
ved at udtrykke begejstring for maden, ved at fortælle om maden,
eks. hvad spiser vi, ved at tale med børnene og ikke hen over
hovedet på dem, og ved, at vi motiverer dem til at smage af lyst og
interesse.
Sådan ser en måltidssituation ud hos os:
Børnene henter selv bestik, tallerken og glas, og er med til at
dække bordet. De øser selv op og sender maden rundt. Vandet
står i små kander på bordene, og børnene hælder selv i deres kop.
Når børnene har spist færdig, må de rejse sig og gå ind og lege i
et tilstødende rum, så roen bevares for de børn, der stadig spiser.
Børnene skraber selv rester fra tallerken ned i en spand og sætter
deres service tilbage på vognen. Til at begynde med fyldte vi kun
ganske lidt vand i de små kander, så det var nemmere for
børnene at hælde op uden at spilde. Men nu hælder vi mere
vand i, så børnene kan øve sig i at dosere og lære, at man ikke kan
vende bunden i vejret på en fyldt kande, for så kommer der mere
vand ud end der kan være i koppen. Børnene spiser godt og er gode
til at udtrykke hvad de gerne vil have mere af, sende
rundt og spise med gaffel.
Et lille eksempel fra måltidet:
En lille dreng, der er færdig med at spise, prøver at komme ned
fra sin Trip-Trap stol med tallerken og bestik, hvilket ikke rigtig
vil lykkes for ham. Pædagogen Lotte sidder lige ved siden af, men
siger ikke noget. Drengen stopper op, og det er tydeligt, at han
tænker sig om.
Bagefter kravler han ned fra stolen, kun med sit bestik, som han
sætter på vognen, hvorefter han går tilbage efter sin tallerken og
sit glas.
Denne lille hændelse kunne være et eksempel på, hvordan vores
tilgang til måltidet støtter børnenes kognitive udvikling.
En pædagog i M-huset fortæller om den pædagogiske
praksis i institutionen:
"Børnene må spise efter lyst, så længe der er nok til alle, man
behøver ikke smage, eller spise en bestemt mængde af noget. Det har
været en følelsesladet proces at nå der til, fordi det kræver, at
vaner og normer hjemmefra, ikke tages med på arbejde. Som Lotte
siger: " Vi kan alle høre vores mors stemme sige "Nu har du spist
to frikadeller, så nu skal du også spise en kartoffel". Hun
citerede en anden pædagog, som havde kommenteret den meget
selvhjulpne tilgang med " "Det er meget nemt, jeg skal bare sætte
mig på mine hænder", sådan forstået, at hun måtte ignorere sit
"service-gen" og lade børnene klare det selv.