Åbning af Børnenes Madhus

4.15.2016
10.1.19
Musikskolen, spejderhytten og fodboldklubben er noget alle børn kender til. Men hvorfor ikke også gå til madlavning og blive rigtig god til det? Københavns børn og unge får nu alle muligheder, når Børnenes Madhus officielt slår dørene op i dag!

Fredag den 15. april er en stor dag i Fonden Københavns Madhus' historie. Det er nemlig dagen, hvor vi officielt slår dørene op til Børnenes Madhus egne lokaler. De skal være læringsrum for en ny generation af madhåndværkere, hvor der skal kokkereres, smages og læres nyt.

Med Børnenes Madhus følger to professionelt udstyrede indendørskøkkener, et udendørskøkken og en flytbar bålplads placeret i Kødbyen på Vesterbro. Her kan børnene med egne hænder udforske madkunsten i praksis, smagenyt og blive deres egne små mesterkokke.

Med Børnenes Madhus etableres et sted, hvor børn og unge kan få gode oplevelser med råvarerne og deltage i hyggelige måltider i fællesskab med deres kammerater- både i og udenfor skoletiden. Det kan være med til at vække deres interesse og styrke kompetencerne, når det gælder madlavning, siger Anne-Birgitte Agger, direktør for Fonden Københavns Madhus:

"Det er så skønt, at det er lykkedes at indfri vores drøm om et særligt madhus til byens børn og unge. Her får de muligheden for i praksis at udvikle en maddannelse og kompetencer, der giver et naturligt og praktisk forhold til mad og måltider - vi ved, at børn der selv kan lave mad lever sundere. Vores mål er, at Københavns børn og unge skal blive endnu bedre til at lave mad end deres forældre."

Børnenes Madhus er en del af Fonden Københavns Madhus og er etableret i samarbejde med Københavns Kommune og tilbuddet Åben Skole, der er en del af folkeskolereformen i København. Overborgmester Frank Jensen (S) er glad for den nye viden, som Børnenes Madhus kan give Københavns børn og unge.

"I København er vi gået fra at klippe poser med færdigretter eller halvfabrikata op til at servere frisk mad lavet fra bunden. Det er en udvikling, som er sket i et samarbejde med Københavns Madhus, og som hver eneste dag kommer utrolig mange københavnere til gavn. Med Børnenes Madhus tager vi nu næste skridt, så vi i endnu højere grad lærer børnene at opleve madglæde og en sund madkultur,som de kan tage med sig ind i voksenlivet, siger overborgmester Frank Jensen.

Ved åbningen holdt Københavns Overborgmester Frank Jensen tale. En 5.klasse fra Amager Fælled Skole var på kursus i udekøkken og bål og i de nye køkkener havde hhv. en 7.klasse fra Korsager Skole og en 2.klasse fra Gasværksvejens Skole været på kursus - og havde lavet mad til arrangementet.

I 2016 forventer Børnenes Madhus:

  • Op mod 18.000 besøg af børn og unge i Børnenes Madhus.
  • Opstart af ny type forløb særligt for SFO/fritidshjem
  • 522 holddage for skoleklasser fordelt på forskellige forløb: Brød og bagværk, fisk og skaldyr, udekøkken, krydderier mv.
  • 71 holddage for børnehaver fordelt på forskellige forløb: Smag, bål, Børnenes Maddag, madpædagogiske aktiviteter.
  • 175 holddage for fritidshold: Lørdagsmadskole, Katrine Klinkens Madferie, Mit Kokkeri, Fars Køkkenskole, Madlaboratoriet, Carlsens Kogeskole, Gabriel Jensens ferieudflugter.
  • Cooking Kids børnekokkekonkurrence i København

Læs også