Bålmad for børn

22.6.2011
13.3.19
Fonden Københavns Madhus har haft fokus på bålmad for børn dette forår. Der er blevet kogt, stegt, bagt og røget, så der kunne komme frokost på bordet. Børnene har snittet, revet og hakket, så der var grøntsager til gryderne. De voksne har passet de store gryder over flammerne, hvor der ind i mellem blev ganske varmt.

Institutionerne Kong Oscar, Vigerslev Sogns Menighedsbørnehave og Grostedet har været med i bålprojektet, og her har Claus Olesen fra Fonden Københavns Madhus vist, hvordan man kan bruge bålet til at fremstille den daglige frokost. Rent praktisk er bålet en udvidelse af køkkenet, hvilket kan være nødvendigt, hvis køkkenet er småt, og man gerne vil lave mad til mange børn.

Derudover har børnene mulighed for at følge med i madlavningen, når den foregår udenfor. Det kan ikke altid lade sig gøre, når maden laves i køkkenet, for der er ikke nødvendigvis plads til børnene. Men udenfor kan de gå til og fra, som de har lyst til. De kan følge med på afstand, eller de kan være med til at rive, snitte og hakke, når grøntsagerne skal gøres klar.

Forårets bålarrangementer blev sluttet af i Fonden Københavns Madhus den 10. juni, hvor 40 pædagoger, køkkenmedarbejdere og ledere var til inspirationsarrangement med oplæg, diskussioner  - og bålmad.

Læs en lille stemningsrapport fra båldagen i Vigerslev Sogns Menighedsbørnehave nedenfor.

Bål er mere end varme, Vigerslev Sogns Menighedsbørnehave, 11. maj 2011

Ild drager både børn og voksne, og selv på en varm forårsdag i Vigerslev Menighedsbørnehave flokkes børnene omkring flammerne. mens de voksne, der afleverer deres børn i løbet af morgenen, nærmest virker som om, de ville ønske, at det var dem, der skulle tilbringe dagen ved bålet.

Denne formiddag byder bålet da også på andet end varme. Claus Olesen, der er kok i Fonden Københavns Madhus, har på 20 minutter bygget en bålplads i et hjørne af legepladsen og fået tændt op. I løbet af formiddagen vokser antallet af gryder og pander. Tre gryder fyldt med foccacia-brøddej får lov til at starte lidt over 8, inden der bliver alt for varmt på bålet. Da maden kl. 11 kommer på borde er der både krebinetter, kartofler i tomat, stegt broccoli med dadler og røget mozarella.

Inddragelse giver mindre kræsne børn

I Vigerslev Menighedsbørnehave vil man give de godt 40 børn gode madvaner, og dagens bål-arrangement skal inspirere institutionens personale til at lave en fast ugentlig båldag. Gry Seidelin, der er uddannet naturpædagog, er begejstret for bål og for det at lave mad på bål. "Når vi laver mad ude, kan børnene være med i hele processen. De kan hakke, snitte og bage brød, og de kan lære at håndtere knive. Det er også noget med at inddrage børnene i hverdagsaktiviteter."

Gry tror, at det er nemmere, at få børnene til at spise maden, hvis de har været med til at lave den. "Nogle børn er meget kræsne, og de er heller ikke med til at lave mad derhjemme. Her kan de se, hvordan maden bliver til. Det er ikke målet der er vigtigt, det er midlet. Vi skal selvfølgelig have noget at spise, men det er mere de læringsmæssige aspekter."
Bålet giver et større køkken

Hanne Kühn, der er leder i institutionen, fortæller: "Før fik vi mad fra en leverandør, men nu har vi fået lov til at bruge vores eget køkken, så vi selv kan lave mad til børnene. Det er et meget lille køkken, men for mig må maden gerne være enkel, bare det smager godt. Det er vigtigt, at maden er hjemmelavet og fremstillet af gode råvarer." Bålet giver mulighed for at udvide institutionens køkken, hvor der kun lige akkurat er plads til to voksne, og hvor det er umuligt at have børn med.

Hvor er fiskens øjne

I løbet af formiddagen har Claus Olesen løbende haft besøg af nysgerrige børn, der vil se, hvad der er i gryderne. Men der pænt varmt tæt på bålet og det er kun hærdede mandeben, der kan stå tæt på flammerne. Efter frokost bliver det for alvor interessant for børnene, da Claus skal lave show-køkken og vise, hvordan man laver røget planke-laks, paella, udbenet kylling mm. Claus sømmer et stykke laks op på et bræt. Nogle drenge ærgrer sig over, at den ikke har øjne, og Claus lover, at makrellen, som også skal på bålet, har øjne. Børnene diskuterer, hvorvidt de kan li´ det eller ej. Og man kan jo så tænke lidt over, hvordan man kan vide om man kan li´ noget, som man endnu ikke har smagt…

Læs også