Diplomfest 2015

10.28.2015
17.1.19
Festsalen på Københavns Rådhus dannede rammen om den syvende Diplomfest, hvor hverdagens helte blev hyldet og hædret for deres ekstraordinære indsats med mad og måltider i de offentlige institutioner.

Den røde løber var rullet ud og Overborgmester Frank Jensen bød velkommen, da køkkenmedarbejdere, pædagoger, plejepersonale, lærere og institutionsledere var samlet til Diplomfest 2015, som blev afholdt onsdag den 28. oktober. Traditionen tro var det tidligere Borgmester Klaus Bondam, der styrede slagets gang som konferencier og Overborgmester Frank Jensen var vært for festlighederne.

Og vinderen er...

I år var 66 institutioner og medarbejdere indstillet til et af de eftertragtede diplomer, og i løbet af aftenen blev der uddelt 13 priser i de 7 kategorier.
Alle de nominerede har haft besøg af et dommerteam, der har siddet med ved bordet og vurderet maden og måltidet. De 13 priser blev uddelt til de institutioner og medarbejdere, der har gjort noget helt særligt for at forbedre de offentlige måltider.

En hyldest til hverdagens helte

Køkkenmedarbejderne og måltidsværterne i Københavns institutioner gør en ekstraordinær indsats, og ved at uddele diplomer til de allerbedste ved en stor årlig Diplomfest siger vi 'tak for mad' på vegne af de tusindvis af borgere, der hver dag indtager et hjemmelavet, økologisk måltid mad i en af kommunens institutioner.

Uddelingen af diplomer skal være med til at bringe prestige ind i de offentlige køkkener og vise, at offentlig mad kan være langt bedre end sit rygte. Kok og kogebogsforfatter Katrine Klinken, der har været med siden det første diplom blev uddelt i 2009, udtaler:

"Det er vigtigt, at der er fokus på hverdagsmåltider. Køkkenmedarbejderne og måltidsværterne i de offentlige institutioner yder en vigtig indsats til glæde for byens børn, unge og ældre. Diplomfesten sætter fokus på de offentlige måltider og hylder hverdagens helte. "
Fonden Københavns Madhus vil gerne sige og et stort tak til alle gæster og endnu en gang stort tillykke til alle nominerede og vinderne!

Læs også