Maden på Roskilde Festival 2017 skal være 90 % økologi

7.7.2015
13.3.19
Maden på Roskilde Festival 2017 skal være 90 % økologisk. Som led i det ambitiøse mål har Roskilde Festival indgået et samarbejde med Fonden Københavns Madhus.

Festivalen indkøber fødevarer for 29 millioner kroner hvert år, og Fonden Københavns Madhus er vant til et madbudget på det tidobbelte i Københavns Kommune. Her er målet om 90 % økologi næsten nået med 83 % økologi med et halvt år tilbage af 2015. 
Som en del af samarbejdet mellem Roskilde Festival og Fonden Københavns Madhus har der stået en madbod på festivalpladsen drevet af frivillige fra Fonden Københavns Madhus. Her blev der serveret kødboller i lange baner af den italienske, asiatiske eller klassisk danske slags. Kødet kom fra fire køer fra Kriminalforsorgens landbrug.

"Det er virkelig ambitiøst, at festivalen har besluttet en så høj øko-målsætning og vores samarbejde giver god mening eftersom, vi har stor erfaring med at omlægge til økologi," siger programleder, Pia Haaning Rasmussen.

På festivalens sidste dag var der lange køer til Fonden Københavns Madhus' bod, og det var nogle glade frivillige, der måtte rykke igennem til det sidste. Heriblandt mange fra de forskellige institutioner, der har omlagt deres køkkener i samarbejde med Fonden Københavns Madhus.
"Det har været fantastisk. Det er jo et godt hold, og det betyder jo bare, at det er sjovt at komme på arbejde. Det er netværksskabende og rigtig mange af dem, der er her og arbejder repræsenterer jo en faglighed, så mit personlige formål har været at lære noget fagligt," siger skolebodsansvarlige Dennis Møller Pedersen fra Oehlenschlægersgades Skole.

Læs også