Ses vi på Madens Folkemøde?

6.5.2019
8.5.19
Fredag d. 10. maj og lørdag d. 11. maj 2019 løber den allerførste udgave af Madens Folkemøde af stablen ved Engestofte Gods på Lolland. Vi glæder os til to dage hvor vi snakker med mad i munden.

Ambitionen med Madens Folkemøde er at skabe et stærkere fællesskab om vores natur, mad og fødevarekultur. Noget som står vores hjerte meget nært og som vi glæder os rigtig meget til at være en del af.

Mad og måltider bør nemlig være noget vi allesammen taler om og tænker på. Valget om hvordan vores landbrug ser ud, hvordan råvarer produceres og hvordan hverdagsmaden tilberedes bør ikke være forbeholdt en snæver gruppe mennesker i toppen af samfundet. Det skal vi allesammen være med til at debattere og forme. Derfor hilser vi et initiativ som Madens Folkemøde velkommen, og glæder os til at det forhåbentlig bliver en tilbagevendende begivenhed, hvor vi alle kan byde ind med holdninger og drømme.

Nedenfor finder du et overblik over hvor du kan møde Fonden Københavns Madhus på Madens Folkemøde 2019.

Madværksted i børnehøjde

Børn handler, hvor mange voksne taler - også når det gælder om at finde løsninger på klimaudfordringerne. Derfor er madmod og maddannelse blandt kommende generationer en del af svaret på, hvordan mad og måltider ikke bliver en yderligere belastning for vores klode og klima i fremtiden.

På Madens Folkemøde kan I besøge vores madværksted, hvor børn og barnlige sjæle skal tilberede velsmagende, mættende og bæredygtig hverdagsmad over de åbne gasblus. Menuen står blandt andet på den danske tiarmede blæksprutte, og så skal vi lave beef jerky og sprødstegte kikærter, der er en smagseksplosion i munden!

Bliv klogere på fremtidens måltid, maddannelse og vores ansvar over for klima og de kommende generationer, mens vi arbejder med konkrete, klimavenlige råvarer og tilberedningsmetoder. Vi glæder os til at se jer!

Læs mere her.

Debatter på Madens Folkemøde

Fonden Københavns Madhus deltager også på en række debatter i løbet af Madens Folkemøde. Her diskuterer vi sammen med branchen, hvordan mad og måltider kan løse nogle af vores klima- og velfærdsproblemer.

Børn har brug for noget at leve af og noget at leve for

Kan man ændre verden gennem mad, og kan vi ved at inddrage madens råvarer, forarbejdning og spisning bidrage til børnenes værdiskabelse i folkeskolen? Hvordan kan børns samarbejde om madlavning og samvær om måltidet bidrage til deres oplevelse af fællesskabet? Hvordan kan vi udvikle et sprog, der inddrager alle sanser, så børnene kan tænke over og dele deres oplevelser med andre? Hvordan kan børns ”maddannelse” gøres til en væsentlig del af den almene dannelse?

Læs mere her.

Morgendagens madprofessionelle

Hvad skal morgendagens madprofessionelle kunne for at sikre og udvikle fremtidens fødevareindustri? Og hvordan skaber vi attraktive arbejdspladser for kommende madprofessionelle, hvad end de er ledere i et storkøkken, produktudviklere eller fødevareformidlere?

Læs mere her.

Fælles måltider bidrager til børns sundhed og læring

Sunde vaner grundlægges i barndommen og følger som oftest med videre ind i voksenlivet. Gode fælles måltider fremmer børnenes sundhed og deres forudsætninger for at lære til gavn for den enkelte og for samfundet. Det centrale spørgsmål er, hvordan vi i fællesskab finder effektive veje til at nå målet? I skal høre og diskutere fire bud på, hvilken vej vi kan vælge.

Læs mere her.

Fremtidens restaurationsbranche – langtidsplanlægning eller politiske prestigeprojekter?

Der stilles høje krav til den danske restaurationsbranche, som står over for en række større ændringer, hvis den skal spille sammen med bæredygtig udvikling. Men hvem har ansvaret?

Læs mere her.

Kun 14 gram kød? Hvordan løfter vi den opgave?

Forskere fra nær og fjern er enige om, at fremtidens kost er nødt til at være markant grønnere end nu. Den seneste udregning siger blot 14 gram rødt kød om dagen i gennemsnit per person – og mange flere bælgfrugter og grøntsager. Men hvordan skal den slags ske i praksis? Hvilke tiltag kan fremme udviklingen? Hvilken rolle kan de offentlige køkkener spille, og hvilken rolle kan andre aktører spille?

Læs mere her.

Fremtidens måltid

Hos Fonden Københavns Madhus tror vi på, at fremtidens måltider ikke er en opskrift eller en særlig ret. Det er en tankegang, hvor vi spiser efter sæsonerne, er nysgerrige og madmodige. Kødet bruges som det lille ekstra, der giver smag og umami til det samlede måltid. Vi arbejder derfor på, at fremtidens måltider tager højde for både velsmag og ernæring samt vores miljø og klima.

Fremtidens måltid er en vision, vi har stort fokus på i vores rådgivning og kompetenceløft blandt madprofessionelle i Danmarks storkøkkener og i arbejdet med maddannelse blandt børn og unge i daginstitutioner, folkeskoler og de københavnske madskoler.

Vil du med?

En billet til Madens Folkemøde koster 50 kroner. Læs meget mere om programmet og køb billet via Madens Folkemøde her.

Fonden Københavns Madhus' aktiviteter på Madens Folkemøde er en del af ReVUS – Regional Vækst og Udviklingsstrategi - i Region Hovedstaden.

Læs også