Sociale institutioner afslutter køkkenløftet

13.5.2014
13.3.19
Den 7. maj afsluttede sociale institutioner i København Køkkenløftet med fælles frokost, taler og diplomoverrækkelse i Fonden Københavns Madhus.

Ledere og køkkenmedarbejdere fra sociale institutioner var til afslutning på Køkkenløftet i Fonden Københavns Madhus, hvor de sammen fejrede fine resultater, som institutionerne har opnået i arbejdet med Køkkenløftet fra 2012 til 2014. "Vi har forsøgt at gøre noget specielt ud af dagen for at markere, den succes det er, at institutionerne er nået så langt og har arbejdet så hårdt med deres økologiprocenter," fortæller Marianne Mollerup, projektmedarbejder i Fonden Københavns Madhus, der stod for dagens arrangement og har fulgt alle institutionerne tæt i forløbet.

I arbejdet med at skabe gode måltider for borgere i sociale institutioner, har køkkenerne arbejdet med 5 såkaldte køkkenløfter, der har skulle motiverer institutionerne til forandring, forbedring og udvikling. Især løfte 1 - Lige til at spise - der har fokus på madens kulinariske kvalitet, har vist flotte resultater fra en startprocent på 57 % til en slutprocent på hele 72 %. Direktør for Fonden Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger, talte på dagen og sagde om institutionernes resultater "Det at sætte så høje standarder for den gode hverdagsmad er stort. Og I skal have tak for jeres indsats, og tak for de fine resultater, I har opnået".

Alle institutionerne modtog Køkkenløft-diplomer som et bevis på, at de har gennemført Køkkenløftet. "Diplomet er både en hyldest og en anderkendelse af det arbejde medarbejderne har lagt. Det er deres fysiske bevis, som jeg håber, de er stolte af," fortæller Marianne.

Selvom institutionerne afslutter køkkenløftet, er det ikke et endeligt farvel til samarbejdet med Fonden Københavns Madhus. Flere institutioner har stadig et stykke vej for at nå Københavns Kommunens målsætning om 90 % økologi i 2015. De skal fortsætte deres arbejde med de 5 køkkenløfter og arbejde målrettet for at højne deres økologiprocenter. Fonden Københavns Madhus vil følge med på sidelinjen og være behjælpelig, skulle institutionerne møde udfordringer på deres vej.

SOCIALE INSTITUTIONER DER AFSLUTTEDE KØKKENLØFTET:

  • Frederikshøj, Skole- og dagbehandling
  • Spanager skole- og behandlingshjem
  • Dagtilbuddet Strødammen
  • Bostedet Hermann Kock Gården
  • Aktivitets- og samværstilbuddet Offside
  • Botilbuddet Vibegården
  • Bocentret Thorupgården (Bocenter Nørrebro)
  • Bostedet Holme (Lindegården)
  • Skole- og behandlingshjemmet Kastaniegården
  • Bostedet Grøndalsvænge

Læs også