Madcyklen

Et mobilt cykelkøkken med plads til leg og eksperimenter!

Cykelkøkkenet danner ramme om anderledes og uhøjtidelige madoplevelser

Vores madcykel samler deltagerne omkring råvarer og inspirerer til mere madlavning fra bunden. Det mobile køkken gør os uafhængige af køkkenfaciliteter, så endnu flere kan mødes om gryderne.

En kogeskole på hjul

Mulighederne med madcyklen er mange. Hos børnehaver, skoler eller fritidshjem får børnene råvarer mellem hænderne og på plejehjem kan madcyklen være en sjov og anderledes aktivitet i de ældres hverdag. Uanset hvor madcyklen ruller hen, giver det mobile køkken mulighed for at opleve mad og råvarer i nye rammer - udendørs!

Med madcyklen kan børn og voksne møde madglæde, friske råvarer og madhåndværk lige præcis der, hvor de er. Cyklen er udstyret med køkkengrej, og der er plads til 15 – 25 personer ad gangen. Madcyklen har mere end 500 km i pedalerne.

Børnenes Madmarked: Jordforbindelse til byens børn

Med støtte fra Promilleafgiftsfonden søsatte vi Børnenes Madmarked. Ambitionen var, at skabe tættere forbindelse mellem byens børn og de råvarer, som er grundlag for den mad, vi spiser.

Madcyklen rullede ud til lokale madmarkeder i Storkøbenhavn, hvor børnehave- og fritidshjemsbørn fra Københavns Kommune kom på besøg. Hos Børnenes Madmarked lærte børnene om, hvad et marked er og hvor producenterne kom fra, inden de blev sendt ud for at handle råvarer, som de efterfølgende forvandlede til et velsmagende fællesmåltid ved madcyklen.

Børnene fik lov at røre, dufte og mærke alle råvarerne. Jeg hjalp lidt med de praktisk ting, men det var børnene, der lavede maden. Det er en totalt fed oplevelse for og med børnene!
Karina, pædagog på Stenurten på Nørrebro

Råvareforståelse og madmod

Målet med Børnenes Madmarked var at øge børnenes maddannelse ved at give dem en forståelse for råvarernes sæsoner og lære dem, hvordan man kan sammensætte et måltid ud fra de råvarer, der er tilgængelige frem for at arbejde ud fra en fast opskrift. Ved at besøge producenter på markedet og vælge råvarer fra staderne kom børnene i nærkontakt med jord, dyrkning og produktion, så de som fremtidens forbrugere er klædt på til at træffe sunde og bevidst madvalg – og sige tak for mad til landets producenter.

Mere end 500 børnehave- og fritidshjemsbørn fra Københavns Kommune har besøgt Børnenes Madmarked.

Læs mere om vores arbejde

No items found.

Fakta om projektet

Madcyklen blev bygget som en del af Børnenes Madmarked. Projektet blev støttet af Promilleafgiftsfonden og afviklet i 2017.

  • 60 gange rullede madcyklen ud til Børnenes Madmarked.
  • 500 børnehave- og fritidshjemsbørn har besøgt Børnenes Madmarked.
  • Madcyklen har deltaget i markeder på Christianshavn, Østerbro, Nørrebro, Sydhavnen og ved Torvehallerne.
  • 13 lørdage har madcyklen været ude på weekendmarkeder, hvor 170 børn og unge har prøvet kræfter med madhåndværket.
Vil du vide mere om vores madcykel, så kontakt os.
Faglig leder af børnemad og fritidsinstitutioner
Lone Voss
voss@kbhmadhus.dk+45 41322542

Projektets partnere

Andre projekter

Se alle projekter